Vejles estimerede boghandlerpar, Bodil og Jørgen Munch Christensen, som i lang årrække drev byens største boghandel og et landskendt antikvariat i Nørregade, efterlod en fornem arv til eftertiden i form af et kulturlegat.
Parret, der ikke havde børn eller anden nær familie, besluttede tidligt, at al deres jordiske gods fra salg af boghandelen og privatboligen skulle efterlades og samles i et kulturlegat.
Legatets grundkapital er på 10,7 mio. kr., det er stiftet i 2005, og første uddeling af Danmarks største skønlitterære debutantpris fandt sted i 2006.
Jørgen Munch-Christensen (1918-2004) var født i Aarhus og uddannet boghandler her, før han i 1939 kom til Vejle og blev ansat i C. Neumanns boghandel. I de unge år gjorde han sig bemærket som en ivrig debattør og skribent i de lokale aviser i Aarhus, hvor han fik kronikker og digte trykt.
Bodil Munch-Christensen (1919-2001) var uddannet som laboratorieassistent. Parret blev gift i 1943 og flyttede sammen i Vejle, hvor hun i begyndelsen havde sit arbejde på Statens Planteavlslaboratorium, der dengang havde base på herregården Petersholm i Vejle.
Som ung bar Jørgen Munch-Christensen på en drøm om at blive forfatter. Hans litterære forbillede og med tiden gode ven var forfatteren Johannes V. Jensen. De skrev flittigt breve til hinanden, og Johannes V. Jensen skrev altid: ”Forfatteren Jørgen Munch-Christensen” på konvolutten!
Under besættelsen var Munch-Christensen aktiv i modstandsbevægelsen. Han har skrevet om tiden i bogen ”Undergrunden i Vejle”.
I Vejle etablerede han hurtigt Vejle Litteraturforening og stod i spidsen for foredragsaftener med tidens kendte forfattere.
Ægteparret Munch-Christensen etablerede sig i 1947 som selvstændige boghandlere med Munch-Christensens Boghandel i Nørregade 22. Her arbejdede de side om side, han var den elskværdige til tider lidt distræte og aristokratiske, der godt kunne lide at være i centrum.
Hun var den skrappe og kontante med et falkeblik på alt i butikken. Bag den lidt skarpe facade var hun et varmhjertet menneske.
Jørgen Munch-Christensen engagerede sig med stor iver i samfundslivet i Vejle, fra 1962 til 1974 var han medlem af Vejle Byråd valgt for Det Konservative Folkeparti, i en periode var han viceborgmester med socialdemokraten Willy Sørensen som borgmester.
Munch-Christensen var formand for Vejle Handelsskole, Vejle Turistforening, Vejle Fjernvarmeselskab, i bestyrelsen for Vejle Musikforening, og aktiv i udviklingen af Vejle som handelsby.
På 1. sal i boghandelen etablerede Munch-Christensen et galleri, hvor tidens lokale og landskendte kunstnere udstillede.
Da interessen for galleriet kølnede af, besluttede han at bruge etagen til et antikvariat. Det åbnede i 1982 og blev udvidet i 1989. Antikvariatet blev med tiden Munch-Christensens helt store passion, han havde en sikker fornemmelse for at købe store bogsamlinger, som ofte rummede førsteudgaver af klassiske værker.
Antikvariatet blev vidt berømt, bogsamlere fra ind- og udland valfartede til Vejle.
I antikvariatets snørklede gange kunne man møde Munch-Christensen, som elskværdigt hilste på, og ellers fortsatte arbejdet med at lede efter en bestemt bog.
I 1998 blev selve boghandelen overtaget af GAD. Bodil Munch-Christensen havde skrantet, hun døde på den historiske dato 11. september 2001. Jørgen Munch-Christensen kom sig aldrig over tabet af hustruen, han fordybede sig i antikvariat, som han fortsatte frem til 2003 året før sin død.
Advokat Mogens Thyssen, der var personlig ven af boghandlerparret, var bobestyrer og stod for oprettelsen af kulturlegatet, som han var formand for indtil årsskiftet 2024, da Marie Mygind Bojsen overtog.
Boghandlerparrets private bogsamling på 2200 bind blev skænket til Vejle Bibliotek. Pengene fra salget af boghandelen og privatboligen på Kong Hans Vej, gik til legatet, der holder parrets navn levende.
I dag uddeles debutantprisen til to skønlitterære forfattere, der hver modtager 50.000 kr. Uddelingen foregår på og i tæt samarbejde med Vejle Bibliotekerne.
Langt størstedelen af kulturlegatets midler går til støtte til kunst- og kulturhistoriske og helt specielt lokalhistoriske udgivelser og begivenheder i Vejle.
Vibeke Kruse 2024
Bodil og Jørgen Munch-Christensen foran fjordbåden ”Vejlefjord” ved boghandlerens 60 års fødselsdag, hvor personalet blev inviteret på en fjordbådstur.
Foto: Privatfoto/Vejle Stadsarkiv
Bogreolerne stod tæt i antikvariatet snoede gange, der var bøger og kunstplakater overalt.
Foto: Asbjørn Hellum/Vejle Stadsarkiv
Munch-Christensens Antikvariat havde kunder fra nær og fjern, fra ind- og udland.
Blandt stamkunderne var forfatteren Johannes Møllehave.
Foto: Asbjørn Hellum/Vejle Stadsarkiv
mail-adresse: rjs@codexlaw.dk
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes